Tjærepladsen ved Torpet

Det sort/hvide billede viser tjærepladsen ca. 1920. På billedet Kresten Snedker og Kresten Skald.

Før de moderne nylongarns tid var fiskegarn fremstillet af hør, hamp eller bomuld. Sådanne net kunne ikke sættes ubehandlet i vandet, da de i så fald ville blive ødelagt af råd og bakterieangreb. Det var således nødvendigt at tjære garnet. Hertil brugte man stenkulstjære, som var et biprodukt fra gasfremstillingen på bygasværkerne.

Tjæring af fiskegarn/tov med stenkulstjære er begyndt omkring 1900-1920 og ophørt de fleste steder i 1960’erne, hvor fiskerne gik over til at anvende garn/tov af nylon. Tjæringen blev foretaget med det formål at opnå en imprægnering af garn/tov lavet af naturmaterialer.

Efter tjæringen blev fiskegarnene som regel tørret ved at sprede dem ud på omkringliggende frie arealer (ofte græsmarker). Disse tørrepladser kunne dække relativt store arealer. Flere steder blev garnene ved tørringen hængt op på en række pæle (stejler), og heraf stammer navnet ”stejlepladser”, som ofte benyttes om tjærepladserne. Nytjærede tov blev for det meste hængt til tørre på høje træbukke og krævede dermed ikke nær så store tørrearealer som garnene.

Det var nødvendigt at tjære fiskegarnene mindst en gang om året. Tidspunktet for tjæringen afhang af garntypen. De fleste bundgarn blev tjæret om foråret. Ruser blev hovedsageligt tjæret i juni-juli. Tovene var det derimod kun nødvendigt at tjære en gang for alle, nemlig når de var helt nye. Dette foregik hovedsagelig på vodbinderierne.

Tjæreanlægget ved Torpet på Gjøl er bygget i en gammel sandgrav ikke af fagfolk, men af de lokale fiskere. 1. december 1889 spurgte fiskerne om tilladelse ved sogneforstanderskabet om at måtte lave en tjæreplads i grusgraven og fik lov til det.

Der blev tjæret garn i dette anlæg fra ca. år 1900 til op i 1980’erne, hvor nylongarnet vandt frem, og erhvervsfiskeriet i Limfjorden i øvrigt gik stærkt tilbage.

Tjæregryden var ejet af fiskerne i fællesskab i et tjærelaug. Hver fisker betalte for et bestemt antal parter, som gav ham ret til at benytte tjæregryden i det antal dage, han havde brug for.

Tjæreanlægget består af gryde, tjærelad og hejseværk. Rundt om gryden er muret en kappe op, hvori der findes en indfyringsluge til det brænde, der blev brugt til at varme tjæren op med. Dertil kommer en skorsten med renselem.

Tjæren blev varmet op i tjæregryden for at få den tyndtflydende. Ved hjælp af hejseværket blev garnene dyppet i tjæren og derefter hejst op på tjæreladet, så overskydende tjære kunne løbe ned i tjæregryden igen. Herefter blev garnene lagt til tørre i græsset eller på stativer rundt omkring på tjæreanlægget.

Garntjæring foregik et par gange i løbet af en fiskesæson, som kunne vare en 9-10 måneder, alt efter vejrliget. Det var hårdt og svidende arbejde, hvortil man havde arbejdstøj, støvler o. lign., som kun blev brugt ved tjæring.

”Cementgryden lyste med ildrød flammemund.

Skyggerne flakkede på sandgravens stejle skrænter.

Mændene slæbte med garnene og råbte til hinanden med hæse stemmer, halvkvalte af røg og tjæreos, våde af sved og røde i hovedet af heden fra ovnen.

De hejsede ruserne ned i tjæren og op igen i den hvilende talje.

De var tilsølede af tjære fra øverst til nederst”

tjaerepladsen_1

Tjæreanlægget med gryde, tjærelad, og hejseværk.

tjaerepladsen_2

Tjæreanlægget med gryde, tjærelad, hejseværk og tjæretønder.

tjaerepladsen_3

Tjærepladsens gryde, hvori tjæren opvarmedes, inden garnene blev sænket derned.